Rejser
7 destinationer
På Frydensberg elsker vi at rejse! Derfor får alle elever mulighed for at opleve noget af verden udenfor Danmark. I løbet af skoleåret har alle årgange hver deres særlige rejsetype; kanotur til Sverige (8. kl), Skitur til Norge (9. kl) og længere udenlandsrejser til Californien, Filippinerne eller europæisk storby-rundtur (10. kl).
I foråret har vi som skole en fælles storbytur, hvor vi med fokus på fællesskab og kulturel dannelse oplever én af Europas fantastiske storbyer.
Alle rejser er inkluderet i elevprisen.
kanotur til sverige
I starten af september måned rejser vores 8. klasses elever hvert år 4 dage med deres årgangslærere til Sverige på en tur, som ryster eleverne sammen og styrker sammenholdsfølelsen. Når eleverne i fællesskab sejler i kano gennem Sveriges skove, sover i telte og laver mad over bål, oplever vi en helt særlig mulighed for at lære hinanden at kende og få nye venner. Turen er et afsæt til det fællesskab, som i høj grad er i fokus hele skoleåret på 8. årgang.
Skitur til Norge
I januar måned rejser 9. klasse en uge til Norge med deres årgangslærere og skolens ungmedarbejdere. Her vil der være plads til alle – både nybegynderne og de øvede. Vores lærerteam har erfaring i at undervise og guide både de modige og dem, som skal hjælpes til at finde modet. På skituren bor eleverne i hytter, hvor de sover, spiser sammen, hygger, spiller spil og slapper af sammen, når de ikke er på pistene. Efterskolen sørger for skipas og leje af ski – så på med skitøj og skibriller.
Gruppetur til Vigsø
I starten af skoleåret tager hele skolen på familiegruppetur til Vigsø Feriecenter i Nordjylland. Her bor eleverne i hytter med deres familiegrupper og står selv for måltider og andre huslige pligter i deres to hytter. Formålet med turen er, at skabe et stærkt fællesskab i grupperne og lære hinanden godt at kende. Der bliver delt livshistorier, badet i badelandet, gået ture og hygget i lange baner.
Storbytur for alle
Midt mellem de skriftlige og mundtlige prøver, får hele skolen på en velfortjent pause med en uges rejse til en europæisk storby. I skoleåret 2024/2025 går turen til Berlin. Her er fællesskabet i centrum, og vi skal selvfølgelig ud at se seværdigheder, lære om kultur og historie og få kulinariske oplevelser.
10. klasses rejser
På 10. årgang har vi mulighed for at tage nogle længere skolerejser i marts/april måned. Her udbydes tre forskellige rejsedestinationer af 10-14 dages varighed, som eleverne fordeles på efter skoleopstart, med udgangspunkt i deres ønsker og vores pædagogiske overvejelser. Rejserne er meget forskellige, men fælles for rejserne er et fokus på udsyn: for en stund vender vi blikket væk fra vores egen privilegerede dagligdag og ser ud på den verden, som omgiver os.