Køkken
Køkkenet på Frydensberg er en central del af elevernes hverdag
Køkkenet som læringszone
På Frydensberg Efterskole er køkkenet ikke blot et sted, hvor mad bliver tilberedt, men en livlig læringszone, hvor eleverne engageres i alle aspekter af madlavning og hygiejne. Her er det ikke bare et spørgsmål om at spise – det handler om at forstå, værdsætte og mestre kunsten at lave god, sund og varieret mad.
Eleverne er ikke bare passive deltagere, de er aktive medskabere af deres egen kostoplevelse. Under kyndig vejledning fra vores erfarne køkkenpersonale, diætist, kok og ernæringsassistenter bliver eleverne inddraget i alt fra forberedelse til tilberedning og servering af måltider. De lærer ikke kun at følge opskrifter, men også at forstå råvarernes oprindelse, vigtigheden af balance i kosten og betydningen af hygiejnepraksis i køkkenet.
Vi lægger stor vægt på at skabe en hyggelig og indbydende atmosfære omkring spiseoplevelsen. Det er her, hvor eleverne deler ikke kun mad, men også samtaler, grin og venskaber. Til morgenmad og frokost sidder eleverne i familiegrupper.
På Frydensberg vil vi gerne omfavne mangfoldigheden. Vi har elever fra mange forskellige lande i verden, og derfor ønsker vi også at præsentere de unge for mange forskellige kulinariske traditioner og smage. Køkkenet tager selvfølgelig hensyn til allergier og religiøst betingede kostbehov hos eleverne. Det er altid muligt for eleverne at få en samtale med vores diætist.
Vores mål er ikke kun at mætte sulten, men også at inspirere og uddanne eleverne til at træffe sunde valg både nu og i fremtiden. Gennem vores køkkenundervisning lærer eleverne ikke kun at lave mad, men også at værdsætte og respektere de , ernæringsmæssige principper og hygiejnestandarder, der danner grundlag for et sundt forhold til mad.
Eleverne kommer i køkkenet i én uge i løbet af skoleåret, hvor de både hjælper med tilberedning af mad, får undervisning i madlavning, smage og hygiejne, og hjælper med opvask og oprydning efter måltider.
Derudover vil der i løbet af året være 2-3 weekender, hvor eleverne sammen med deres familiegrupper står for servering og oprydning i forbindelse med måltiderne.
Herunder kan du læse om elevernes oplevelser i køkkenet på Frydensberg
Køkkenet på Frydensberg sørger dagligt for at os elever kan få noget lækkert og spise. Der er også køkken-tjans på Frydensberg hvor du er ude i køkkenet i en hel skoleuge og lærer nye ting og hygger dig med køkkenpersonalet.
Jeg elskede køkkentjans! Dem i køkkenet er mega søde og det var super sjovt at bage!
Det er inspirerende og sjovt at have eleverne i køkkenpraktik. Under vores samarbejde med eleverne, opstår der ofte gode snakke eller sjove oplevelser. Vi elsker, at de bliver en del af vores team, den uge de er hos os. Vi gør vores bedste for, at de skal føle sig velkomne og trygge. Det er et privilegie at lære eleverne om mad, tilberedning og madglæde.
I 2021 skrev Efterskolerne.dk en artikel om køkkenet og køkkentjansen på Frydensberg. Den kan du læse her.
Step Up
På Frydensberg tilbyder vi et Step Up forløb til de elever, der ønsker at blive bedre til at passe på deres krop og få inspiration til en sundere livsstil. Vores diætist, Mette, fra køkkenet, vil køre et forløb med en lille gruppe elever, som både byder på undervisning, udflugter og personlig vejledning.